Der er lagt op til ren råhygge på havnen i Ebeltoft, hvor Ebeltoft Kystkultur Festival kører hele weekenden.
Ebeltoft Harmonika-Club er blandt de musikere, som sørger for stemningsfuld musik på havnen, hvor der i løbet af festivalen kan ses opvisning af dykkere, som dykker med historisk og moderne udstyr, Funny Boat show, fiskeauktion, garnbinding, rebslagning og meget andet.
Det er fem lokale aktører, som står bag festivalen til glæde for turister såvel som fastboende, som på festivalen kan høre historierne om en svunden tid, komme om bord på nogle af skibene, gå på opdagelse i boderne eller bare nyde en is, lytte til de mange hyggelige motorlyde og fornemme atmosfæren i en aktiv havn.
Entréen er ganske gratis, og festivalen slutter først søndag eftermiddag, hvor gæstefartøjerne vender næsen hjem.