En grundregel for al historiefortælling er, at historien skal have en præmis. Det er historiens opgave at overbevise publikum om, at præmissen er rigtig. Præmissen er fortællingens moralske, etiske eller ideologiske budskab, fx at det er forkert at stjæle. I den klassiske dramaturgi har en fortælling otte faser eller trin: 1. Anslaget skal fange publikums interesse for fortællingen, så det er ofte fyldt med dramatik og spænding. 2. Præsentationen skal give publikum de fornødne oplysninger, så det bliver i stand til at følge handlingen og kende personerne og deres indbyrdes relationer. 3. Første vendepunkt er den hændelse, der griber ind i historiens harmoniske begyndelse, så handlingen kan gå i gang, ved at der opstår en konflikt. 4. Uddybningen kan indsætte nogle sidehandlinger, og den kan komplicere den konflikt, der er opstået i første vendepunkt. 5. I point-of-no-return sker der en drastisk forværring af konflikten, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage for hovedpersonen. 6. Andet vendepunkt føjer en ny forandring til handlingen. Denne forandring baner vej for konfliktløsningen. 7. I konfliktløsningen bevises endelig fortællingens præmis. Konfliktløsningen får publikum til at indse og godtage præmissen. 8. Med konfliktløsningen er fortællingen egentlig færdig; men udtoningen runder historien af.