2. Makkerlæring som indsats til fagligt løft
I denne episode skal du møde Tine, som er klasselærer for en 4. klasse. Hun underviser eleverne i dansk og engelsk. I klassen er der en gruppe elever, der af forskellige årsager har vanskeligheder ved læring, fx er der flere ordblinde elever i klassen. Tine har derfor fokus på at skabe et inkluderende læringsmiljø i klassen.
Efter første nedlukning oplevede Tine, at en del elever mistede motivationen både fagligt og socialt. Hun begyndte derfor at undersøge, hvordan hun kunne skabe et endnu mere inkluderende og motiverende læringsmiljø og støtte eleverne på en ny måde. Her faldt hun over makkerlæring, også kendt som peer tutoring. Hun bruger det et par gange om ugen i fagene dansk og engelsk. Tine arbejder med to slags makkerpar: Ét, hvor man er sammen dreng-pige, og ét, hvor eleverne selv vælger, hvem de vil arbejde sammen med. På den måde kan Tine variere oplevelsen af makkerlæring for eleverne. Fælles for makkerparrene er, at der er forskel på de to elevers faglige niveau. Hun oplever, at makkerlæring styrker den faglige og sociale udvikling hos både den fagligt svage og stærke elev. Derfor ser hun også stort potentiale i at implementere makkerlæring bredt, både på forskelligt klassetrin og i forskellige fag.